Mester i overspringshandlinger

Jeg er overbevist om at flere af jer der læser med derude, har svært ved at gå igennem en dag uden en overspringshandling eller to… Jeg kender det alt, alt, alt for godt selv. Man har nogle gøremål man bare skal have lavet i løbet af dagen, og så er der også ofte en del af dem man gerne vil have lavet. I dag har i alle tilfælde ikke været en undtagelse for mig! Jeg havde faktisk få ting jeg skulle have lavet, udover arbejde selvfølgelig; købe skemad, købe gave til Lola, lave mine squats og lave min spanskaflevering (som jeg skulle have afleveret igår, men fik udskudt grundet sygdom i weekenden og igår). Hvor mange af tingene tror i jeg nåede at få lavet? Købe ind er jo ikke så svært, og jeg vidste lige hvad Lola skulle have så den kunne jeg også lige klare. Men hverken squats eller aflevering lød særligt tiltrækkende, så fik kun lavet halvdelen af afleveringen. Den skal afleveres i aften, så det må jeg jo gøre efter arbejde. Og squats’ne fortryder jeg altid at jeg ikke har delt ud på dagen, når jeg står lige inden jeg skal i seng og skal lave 100 squats. Til gengæld fik jeg lavet det jeg gerne ville; nemlig få flyttet min blog til Bloggers Delight. Jeg har brugt en del energi på en header jeg kunne være tilfreds med og alle de skøre ting man kan ændre på herinde. Så fik jeg også lige set aftenens afsnit af Paradise Hotel og lagt neglelak. Allesammen ting der virkelig godt kunne være udsat til imorgen. Eller dagen efter for den sags skyld. Men det er bare de ting der er sjovere at lave, ikke? Jeg håber jeg en dag bliver en af dem der godt kan udskyde overspringshandlingerne til efter dagens gøremål – for så er de jo egentlig også en del sjovere at lave, når der ikke hænger en sort sky over ens hoved. Men så kaldes de vel ikke overspringshandlinger længere…?

procrass

<a href=”http://www.bloglovin.com/blog/12190345/?claim=3fqc748c4re”>Follow my blog with Bloglovin</a>

En del af Bloggers Delight

Jeg har valgt at flytte min blog til Bloggers Delight af flere årsager;

Jeg har langt flere muligheder for at indrette bloggen præcis som jeg vil have den – der er blogspot en smule bagud.

Jeg har nu blogget i et år og 9 måneder og jeg er slet ikke klar til at tage bloggen ned. Indtil nu har den været meget Au Pair præget, og jeg ved at flere af mine læsere nok falder fra når det ikke handler om det længere. Nu bliver bloggen mit sted hvor jeg kan skrive om alt det der falder mig ind – som jeg egentlig også har gjort indtil nu, men stadig styret af mine to jobs som Au Pair.

Jeg er klar til at bloggen skal fylde noget mere i mit liv, og så må vi se hvor det fører til.

Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at jeg ikke henviser for meget i nye indlæg, til gamle indlæg, som nye læsere dermed ikke kan forstå. Det er selvfølgelig umuligt at undgå det helt, og jeg vil dermed prøve at linke til gamle indlæg så nye læsere kan få mere forståelse. Når jeg engang får det tekniske på plads vil bloggen fra blogspot blive flyttet herover så man stadig kan finde alle indlæg – det gør jeg både fordi at jeg som sådan ikke starter en ny blog, jeg flytter bare, og fordi jeg gerne selv vil have mulighed for at kigge tilbage til dengang jeg startede.

Jeg håber i er klar på at følge med. Det er stadig mig, næsten den samme blog, bare et nyt domæne. Tak!

jullee

Indlæg nr 200 og Lolas fødselsdag

Indlæg nummer 200. Wow. Har haft bloggen i 1 år og 9 måneder og selvom det går lidt op og ned med antal indlæg så elsker jeg virkelig at skrive på den – og jeg elsker at kunne se at nogen virkelig læser den. 

Idag er det Lolas fødselsdag. Jeg ved ikke om det bare er ved den her familie eller om de virkelig går så lidt op i fødselsdage her i Spanien… Det er ikke fordi jeg synes mine fødselsdage derhjemme har været noget kæmpe specielt men jeg er godtnok taknemmelig for morgenvækning med sang og gaver når man har oplevet det her. Javier havde jo fødselsdag i februar, men da han vågnede op ved sin far og gik i seng ved sin far så jeg ikke andet end at han fik kage, så det var svært at vurdere hvor meget han blev fejret. Igår tog min værtsmor alle ungerne med ud en tur, og da de kom hjem viste det sig at de skulle købe Lolas fødselsdagsgave… Hun er blevet 8 år, og alligevel fik hun selv lov at gå ind i en legetøjsforretning og vælge en gave fra sin mor og en fra sin mormor og mormor. Dagen før sin fødselsdag. Ingen indpakningspapir eller overraskelsesmoment. Dét kalder jeg fesent! Jeg vækkede ungerne som altid og vækkede Lola med kys og kram og dansk fødselsdagssang. Da hun så sin mor og Pepe klappede de hende på hovedet og sagde tillykke med fødselsdagen. Hun skulle selvfølgelig have noget med at dele ud i skolen som er mælkesnitter til børnene og merci chokolade til alle hendes lærere. Altså en pakke merci til hver af hendes 7 lærere. Nogen der fornemmer det samme som jeg, at hendes fødselsdag bliver købt “god”? Anyways, når jeg henter dem fra skole tager de ud og får kage et sted (jeg tager ikke med (ved ikke om jeg er inviteret men ligemeget hvad tager jeg ikke med) da jeg synes de skal have lov til at have lidt spansk tid og ikke tvinges til at snakke engelsk), når de kommer hjem får Lola sin gave fra mig og i aften spiller Real Madrid semifinale mod Bayern i Champions League så det er vist det fejring hun får for idag. Imorgen skal de hen til deres far så der er nok lidt mere fejring. Men jeg må ærligt indrømme jeg synes det er fesent. Jeg skal i hvertfald gøre mit til at hendes dag bliver en smule bedre.
(Jeg elsker dig meget – tillykke med fødselsdagen!)

Sevilla

Helt ærligt lavede jeg ikke noget særligt i Sevilla, og jeg fortryder det ikke. Der er nok egentlig ikke så forfærdelig meget at give sig til. Ville gerne have været på/i(?) Magic Island, som er en forlystelsespark der fylder en hel ø. Dét er bare ikke det fedeste at gøre når man er alene jo. Så jeg nød solen og slappede max af, som jeg også havde brug for. Det var jo påske, og i Sevilla finder der et optog sted som er det populæreste i Spanien (Semana Santa de Sevilla). Jeg må ærligt indrømme at jeg var en smule skuffet. Det var fint den første gang jeg så det. Det var okay den anden gang. Den tredje, fjerde, femte, hundrede gang jeg så det var det bare i vejen. Optoget finder sted HVER dag fra palmesøndag til påskesøndag, hvor de følger en kringlet rute gennem Sevilla som tager ca. 9 timer at gå i deres optogstempo, og fordi de stopper op et par minutter efter hver sang/melodi. Og det er det HELT SAMME optog, med kostumer og vogne. Kun musikken varierede fra dag til dag, men det kan sagtens bare være fordi jeg jo ikke har set alle 9 timer hver dag. På ruten er fortovene helt fyldt op (og cafeer og retauranter der ligger på ruten er også), så det er praktisk talt umuligt at komme forbi hvis optoget ikke har været forbi der endnu, eller kommer inden for de næste 3-4 timer. Mit ikke så religiøse (katolske i det her tilfælde) hjerte var sku ikke imponeret, sorry to say. Senere har jeg fundet ud af at det helt store show fandt sted da solen stod op fredag morgen, men er ærligt talt ikke bange for at være gået glip af noget. Jeg sov sødt i min seng. I skal dog ikke snydes for lidt billeder, og specielt Plaza España var jeg rigtig imponeret over. Er super glad for jeg endte med at gå derned, selvom der var 3,5 kilometer og jeg endte med at gå en omvej (fordi jeg faktisk troede jeg havde styr på det…) så jeg faktisk gik 15 km før jeg var hjemme… Taxi var bare ikke muligt fordi gaderne er spærret (ellers havde jeg taget sådan en, tro mig!). I parken som Plaza España ligger i kunne man leje en cykel – altså sådan en med tag hvor to cykler er ved siden af hinanden og med fire hjul. Mega sejt. Igen, noget jeg ville have gjort hvis jeg ikke var alene. Man kunne også leje en båd, som så virkelig idyllisk og hyggeligt ud. Sevilla har også masser af smuk arkitektur, men igen, lige religiøst nok til mig meget af det. På top 20 over must see i Sevilla er 15 af tingene kirker… ej vel? Gik da forbi et par pæne stykker men altså ikke med fuldt overlæg. Turistbusserne kørte heller ikke pga spærrede veje så jeg kunne heller ikke se Sevilla gennem sådan en. Men pyt, jeg havde en dejlig ferie så jeg klager ikke. Her er lidt billeder fra Sevilla;
*Læg forresten mærke til de bare tæer hos dem i optoget (det skulle jo være realistisk); yngre børn havde til job at gå og hælde vand på vejen foran hvor de skulle gå – for vi ved jo alle hvad bare tæer, asfalt og 34 grader kan gøre… 

Stole der var sat op til det specielle optog går jeg ud fra (billedet er nemlig taget torsdag)

Hala Madrid

Det er min arbejdsweekend, men igår havde jeg allerede fri klokken 16 så Amber og jeg aftalte for noget tid siden at tage ud og spise. Normalt spiser vi på TGI downtown men der ligger en rigtig tæt på mig som altså er hurtigere at komme til for os begge to (og rigtig hurtig for mig), så den var vi på for anden gang. Lige inden jeg tog ud for at møde hende havde jeg sovet fordi jeg begyndte at føle mig lidt syg, men jeg mødtes selvfølgelig med hende alligevel. Vi havde aftalt at mødes ved Santiago Bernabeu hvor hun kommer af metroen og hvor jeg kan gå til. På vej derhen kan jeg ligesom godt fornemme at der skal være kamp og da jeg står og venter på Amber ude foran metroen tager det hende mere end 15 minutter fra hun kommer af toget til hun er over jorden igen… Jeg siger så sådan lidt for sjov at det kunne være sjovt at gå hen og se om der var flere billetter og efter er par minutter har vi gejlet hinanden så meget op at vi ender med at gå hen og spørge. Og der er billetter! Selvom vi havde sat en max på 45 euro men ender med at betale 80 som er de billigste der var tilbage var det en vildt nice oplevelse! Kanon stemning og så hjalp det jo også en del at de vandt 4-0. Vi var i hvert fald glade for at vi gjorde det helt spontant! Desværre havde jeg jo ikke mit gode kamera med fordi det var spontant og mobilen gik ud i halvlegen, men vi fik da lidt billeder. Bagefter tog vi så på TGI for at få aftensmad (vi var pludselig rimelig sultne!) og selvom vi fik et bord tog det 100 år at få mad fordi alle kom på samme tidspunkt. Da vi har spist har jeg det virkelig dårligt og vil bare gerne hjem. Idag har jeg indtil videre ikke arbejdet pga sygdom men helt ærligt vil jeg også hellere være syg end arbejde idag…. Men jeg kommer nok til at arbejde lidt senere hvis jeg kender dem ret. 

Her er lige lidt billeder fra igår;