Hvor i alverden bliver tiden af?

dare butterfly

Dare butterfly’en fra vores pubcrawl – man vandt den ved at udfordre – og vinde over – den der havde den!

Jeg har flere gange, åbenbart over de sidste par uger, tænkt at jeg har styr på bloggen og at jeg får skrevet indlæg.

Og det gør jeg også. Bare overhovedet ikke så ofte som jeg troede. Idag skal jeg møde sent pga. aflyste timer, og da jeg efter oprydning, opvask, tøjvask, lektielæsning, bad og you name it, stadig havde tid til overs, tænkte jeg at jeg lige ville lave et drop in. Jeg havde ikke tænkt mig at skrive om hvor hurtigt tiden går, men det bliver det til nu, for jeg fik et alvorligt chok. Jeg har ikke skrevet siden i mandags? og det er fredag idag? Jamen jeg forstår det ikke. Har nærmest ikke skænket bloggen en tanke, jeg troede det var højst to dage siden jeg udgav noget sidst.

Det er så ærgerligt at tiden forsvinder for mig, for jeg vil virkelig gerne give den gas på den her front! Det er da et wake-up call, helt sikkert, haha. Jeg vil gerne fortælle mere om mit studie, det at være flyttet hjemmefra og det at slæbe cykel og dertilhørende øm bagdel op af bakker til det sted jeg kommer til at tilbringe mest af de næste 3,5 år. Og jeg vil virkelig gerne lave bearbejdede indlæg og ikke bare sådan et indlæg som det her, hvor jeg ikke tænker over hvad jeg skriver – jeg skriver det der lynhurtigt falder mig ind. Men dem skal der altså også være plads til.

Nå, men jeg skal i skole nu, i hele 45 minutter! Og nej, det er slet ikke sådan standarden er, det hedder normalt 8-15. I aften skal jeg arbejde, tænk at der faktisk er et liv uden for studiet også. Men jeg nyder det virkelig, det virker bare så rigtigt. Og det er da det vigtigste!


Følg JulieValsby Blog på Bloglovin

Hvornår skal man have sit shit together

shit together

Jeg læste et blogindlæg, tilfældigt på en blog jeg ikke følger, hvor der var en god overskrift og et dejligt billede der virkelig gav mig lyst til at læse videre. Det skulle handle om hvornår man ”er gammel” og hvornår man bør have/kunne forskellige ting. Så jeg læste indlægget og blev ret skuffet, for der blev slet ikke gået i dybden med det som jeg håbede. For leder vi ikke alle lidt efter svar på det? Altså os, der føler vi mangler en hel del i livet, og burde kunne flere ting? På den anden side er jeg glad for at indlægget skuffede mig, for det gav mig mod til selv at tage emnet op.

Der er så irriterende mange forventninger til unge mennesker – og jeg er en af dem der så virkelig gerne vil leve op til dem alle sammen. Jeg sidder bare med frygten for, at det ikke kommer til at ske, for det er ikke alt jeg selv er helt herre over. Frygt for at nå det hele, er noget skræmmende noget. Og noget fjollet noget, når det kommer til stykket. Der er så mange forskellige meninger om hvornår man bør have opnået forskellige ting i sit liv. Ting man bør opnå som at være i et fast forhold, være uddannet, have et godt job og være ved at stifte familie. Ting man bør kunne som at håndtere sin økonomi, drikke kaffe og styre sine branderter (hvis man da overhovedet må have sådan nogle længere!). Alt det man skal have og kunne når man er voksen.

Og hvornår er man så voksen? For jeg er altså 21 år nu, og det føles gammelt. Men jeg hverken har eller kan nogen af de ting nævnt ovenfor. Og er det så, så sørgeligt? For når jeg sidder og skriver det her, så føler jeg mig meget fjollet. Men når jeg ligger i sengen om aftenen kan jeg godt blive lidt ked af ikke, at leve op til de forventninger der er. Jeg vil jo så gerne kunne. Jeg er sikker på, at det er noget der bliver tænkt meget over, land og rige rundt. Og selvom jeg ikke kan give dig svaret på hvordan man får det hele, så håber jeg alligevel at det er lidt fortrøstningsfuldt at jeg kan sige: du er ikke den eneste. Mit største håb er, at det hele kommer når man mindst venter det. Så jeg vil fordybe mig i min uddannelse som jeg allerede er helt vildt glad for.

together shit


Følg JulieValsby Blog på Bloglovin

…. og så historien om Madrid

Skærmbillede 2014-06-19 kl. 10.32.16

Madrid, min kærlighed, min ven – mit andet hjem. Dig kunne jeg ikke vente med at se igen.

Da jeg i oktober måned blev kontaktet af min gamle værtsmor, som jeg indimellem stadig emoji’ede lidt med (hendes engelske er ikke så godt, så vi smiler lidt til hinanden og sender lidt luftkys mellem børnene og jeg over whatsapp), som fortalte at deres rengøringsdame havde fået to måneders ferie til at besøge familien hjemme i Honduras, stod det klart at de godt kunne bruge min hjælp. De havde bare på ingen måder lyst til at bede om den. Så vi snakkede lidt frem og tilbage på temmelig gebrokkent engelsk, og jeg gik med til at komme og hjælpe dem i tre uger i Januar, da jeg alligevel ikke anede hvad jeg skulle bruge den tid på. Studiet startede jo først i februar og mit daværende job holder som altid lukket i januar. Det her var sjovt nok før, jeg vidste at jeg ville være lejlighedslejer den 1/1…

Jeg glædede mig på flere punkter. Dem der har fulgt med før ved, at jeg ikke kunne så fandens godt med teenagedrengen, men pigerne savnede jeg. Meget. Drengen er på boarding school i England, og ville derfor heller ikke være der når jeg kom – det var klart en faktor der gjorde at jeg glædede mig mere. Derudover glædede jeg mig selvfølgelig til at være i Madrid igen – en by der virkelig er vokset på mig.

På den anden side var jeg ikke på helt vildt god fod med stepfaren. Og hvad nu hvis han stadig var en idiot, selvom jeg havde indvilliget i at hjælpe? Også tanken om at rengøringsdamen jo var hjemme på ferie, og at vi ikke havde fået snakket om hvor meget jeg skulle hjælpe, gjorde mig lidt nervøs. Og helt ærligt, to dage inden jeg skulle afsted sad jeg i min efterhånden temmelig beboelige lejlighed og fortrød. Ret meget. Men afsted skulle jeg, for billetten var betalt, og jeg så frem til at få besøg af min lillebror.

Og heldigvis blev alle mine bekymringer gjort til skamme, ligeså snart jeg stod i Madrid. Jeg arbejdede fuldstændig ligesom jeg havde gjort da jeg var der sidst, men uden teenagedrengens tilstedeværelse gik det hele bare lidt lettere, og var det hele bare lidt sjovere. De havde en anden midlertidig rengøringsdame så heller ikke der skulle jeg løfte en finger. Jeg tænkte rigtig tit på at jeg bare gerne ville have de tre uger overstået fordi jeg så vildt gerne ville i gang med studiet – jeg måtte minde mig selv om, gang på gang, at hvis jeg havde siddet derhjemme ville tiden altså ikke være gået hurtigere.

Jeg følte også på mange måder at det var godt for vores forhold at jeg kom derned igen. Det hele sluttede sådan lidt øv i sommer, vi havde forskellige forventninger til hinanden, som ikke blev indfriet, og vi var nok lidt trætte af hinanden. Denne her gang gik det hele bedre end forventet og vi havde det sjovt sammen, alle sammen. Jeg er glad for at jeg tog derned, og jeg lærer hele tiden at man ikke skal være bange for at springe ud i nogen ting!

Pigerne, mine piger, vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte.


Følg JulieValsby Blog på Bloglovin

Sygeplejerske to be

keep calm nurse

Idag var dagen! Sgu!

Første dag i den 3,5 år lange rejse jeg nu har påbegyndt. Det er lidt sejt, og jeg må godt være lidt stolt af mig selv. Også selvom jeg idag har formået, at bukke under for vejret og tage bussen i stedet for cyklen, fyldt mit hoved med så latterligt mange nye informationer at jeg har hovedpine og spist bomber af kalorier da skoledagen var overstået. Men jeg har også fået flere søde nye veninder, en booket kalender som jeg ikke har haft længe og en, hvis muligt, endnu større lyst til at blive sygeplejerske.

Så alt i alt en ret god dag, ikke? Jeg glæder mig i hvert fald til at skulle i skole imorgen. Når jeg lige har overstået 15 siders kemi- og 10 siders sygeplejelæsning, et afsnit af modern family og forhåbentligt en virkelig god nats søvn – det får jeg vist brug for!


Følg JulieValsby Blog på Bloglovin

Velkommen til, til alle de nye kapitler

forever alone

Nu vi lige er i gang med at byde velkommen, så vil jeg gerne præsentere mine nye kapitler. Det er tid til at i lærer hinanden at kende!

Først kom lejligheden,

Og den var så velkommen. Sådan lige pludselig, ud af det blå (næsten i hvert fald), stod mine forældres lejlighed tom. Min bror, inklusiv forlovede og barn, har boet der hidtil, men de ville gerne have noget større i forbindelse med familieforøgelsen, og de kunne lige pludselig være ude temmelig hurtigt. Sådan da. Ud kom de i hvert fald, og det næste lejlighedssøgende afkom i rækken fik lov til at sige helle for. Så det gjorde jeg. Dermed gik det meste af julen med at få dem flyttet ud og ind i noget andet, få mig flyttet ud hjemmefra og ind i lejligheden, og for at toppe den, besluttede søster sig for, at hendes lejlighed var for dyr, og det skulle der gøres noget ved ASAP. Derfor, lige efter nytår, var det hendes tur til at flytte ud. Og så satser vi på, at ingen af os flytter igen lige foreløbigt.

Så kom bloggen…

Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville vente lidt med bloggen, til der blev ordentligt tid. Således at jeg følte jeg kunne gøre det godt. Men helt ærligt, hvornår får man nogensinde ordentligt tid til noget som helst? Så bedst som jeg sad i Madrid (indlæg følger…), og ikke havde noget internet eller andet at lave overhovedet, så begyndte jeg hurtigt at tænke i blogindlæg. I badet, i sengen, i køkkenet, lige meget hvor jeg befandt mig tænkte jeg i blogindlæg. Og det er egentlig et ret godt første tegn til, at man er ved at være klar igen. Og ret tit kom jeg op med noget godt, og ret tit havde jeg glemt det hele igen inden for kort tid. Men så var det at jeg begyndte at skrive kladder, og så så det hele alligevel lidt lovende ud. Og så kunne jeg lige pludselig slet ikke vente med at trykke udgiv – men det gjorde jeg nu lidt alligevel.

Og lige om lidt kommer studiet!

Som gamle læsere ved, så har jeg været i flere dilemmaer angående det studie der. Endelig, i sommer, fik jeg søgt ind, og jeg kom ind på min førsteprioritet. Der var bare liiige den hage der, at jeg først var kommet ind til februar. I starten så det ret sort ud, og jeg var sur, tvær, skuffet og irriteret. Men jeg kom over det. Og nu sidder jeg her, i Januar måned og skal lige om lidt(!!) starte på studiet. Tiden gik jo sjovt nok alligevel, som den plejer at gøre, og jeg er på mange måder glad for at jeg først kom ind til februar. All things happen for a reason, siger man jo – og det er jeg efterhånden blevet en ret firm believer in. Lige om lidt sidder jeg i bio-kemi, anatomi og fysiologi og sygepleje til hofterne og kæmper mig igennem (sindssygt dyre!) bøger som engang skal være med til at jeg kan kalde mig selv sygeplejerske. Og selvom jeg frygter at gå i skole; for kan jeg overhovedet finde ud af det længere efter så lang tid, er det hele ikke bare helt vildt svært og kan jeg nogensinde lære alle anatomi og fysiologi begreberne udenad?, så glæder jeg mig også helt vildt. Og det er netop derfor, at jeg har taget 2,5 sabbatår efter gymnasiet, vokset på så mange planer og fået de vildeste oplevelser på min vej; for at være helt fuldstændigt åndssvagt meget klar til at studere igen. Og det er dét der overbeviser mig om, at jeg nok skal blive en knaldgod studerende og en endnu bedre sygeplejerske om 3,5 år!


Følg JulieValsby Blog på Bloglovin