Efter at have udgivet mit indlæg igår, har jeg fået nogle kommentarer og klap på skuldrene – mest af folk som jeg kender og har sagt det direkte til mig. Det betyder rigtig meget for mig det skal i vide! Det betyder specielt meget for mig at folk bliver ved med at følge med i min historie, helt til slut. Men nu er den også snart slut, håber virkelig ikke det betyder at folk stopper med at læse med! 🙂 Hvad er det lige det surrealistiske i det her er, tænker i så. Nu skal i høre. Igår aftes skrev en ukendt pige til mig på facebook. Jeg tænkte først “hvem søren er Samantha?”, men læste selvfølgelig hvad hun havde at sige. Bagefter var jeg fuldstændig mundlam! Samantha skrev helt præcist:
Hello Julie, I don’t know if you know me but I was
BIIIIIB’s* au pair, and today a friend told me
about your blog. I went in your blog, I red your post,
and I saw the same thing that I lived, I had all the same
problems with them, so I have to say, don’t feel
bad about your earlier return, I did the same, and if you want
to talk one day about that, feel free to contact me.
*BIIIIIB = min tidligere værtsfamilies efternavn (jeg respekterer stadig deres ønske om at hele navne ikke kommer på bloggen)
Surrealistisk, ikke?? Hun var altså den au pair der skulle hjem og medførte at de skulle finde en ny au pair i rematch – som altså blev mig.
Jeg svarede hende med det samme, helt ekstatisk for at høre om hendes oplevelse. Jeg havde hørt om hende igennem min tidligere familie, om hvorfor hun forlod og set billeder af hende. Desværre kan jeg nu konstatere at alt det de fortalte mig var en kæmpe løgn.
Samantha havde de præcis samme oplevelser som mig: hun fik aldrig noget skema selvom hun bad om det utallige gange, hun blev trukket til Maryland i tide og utide og værst af alt, værtsfamilien fortalte forskruede løgne til vores områdeleder som hun igen bare troede på og ikke gad at høre Samanthas side
af historien.
Samantha valgte at tage hjem fordi hun følte sig dårligt og uretfærdigt behandlet, præcis lige som mig. Hun fortalte alt til vores områdeleder, men gav familien den grund at hendes far havde dårligt helbred tilbage i Brasilien og hun ville gerne hjem og være der for ham. Hvilket også var sandt, men ikke den hovedsagelige grund til at hun tog hjem.
Da jeg var i rematch og interviewede med familien fik jeg af vide at Samantha tog hjem fordi hendes kæreste havde været involveret i en motorcykel ulykke og hun var det eneste familie han havde. Den ulykke har aldrig fundet sted. Hun fortalte også at hun brugte undskyldningen om hendes fars helbred for at få lov til at komme tilbage til USA på et senere tidspunkt, da Brasilien er meget strikse med visum. Der sker så det, at da hun er taget hjem fortæller vores områdeleder værtsfamilien alt hvad Samantha har sagt er de endelige grunde til hun tog hjem, og det kan værtsfamilien ikke klare at høre. De vælger derfor at fortælle utallige løgne og latterlige historier om Samantha (som de påstår at de ikke har fortalt fordi de godt kunne lide Samantha, hvilket Samantha siger de slet ikke kunne!), som vores områdeleder bliver nødt til at gå videre med og derfor kan Samantha nu ikke længere få visum til USA. Så meget for den tavshedspligt Beth Lawrence!! (områdeleder…).
Hovedsagen i det her er, at jeg for det første aldrig ville have valgt den familie da jeg var i rematch hvis jeg havde været i kontakt med Samantha. De lovede at sende mig hendes e-mail men “glemte” det hele tiden, så vi endte med at matche inden jeg snakkede med hende. De brugte også undskyldningen overfor mig at “Samantha sikkert gerne ville snakke men med sådan en ulykke ville det nok være bedst at hun koncentrerede sig fuldt ud om sin kæreste”. Hvilket jeg selvfølgelig godt kunne se det logiske i.
Den side af sagen er jeg kommet over, for som jeg skrev igår har jeg accepteret hele mit forløb.
Hvad jeg nu er temmelig frustreret over er vores områdeleder som tydeligvis er fuldstændig inkompetent i rollen! En af aupaircares regler er at man skal have et ugentligt skema, det er en regel skrevet fra regeringen! Så er det da lidt mærkeligt at to au pairs som sammenlagt har været ved familien i 13 måneder aldrig nogensinde har haft et skema. Selvom begge au pairs utallige gange har klaget over det. Sådan en områdeleder skal fyres med det samme, i mine øjne. Der er flere ting jeg kan klage over ved hende, men det kræver lange forklaringer, men håber ligesom i kan se fidusen i det.
Så derfor er Samantha og jeg nu blevet enige om operation få Beth Lawrence fyret.
Jeg har aldrig fået fortalt hvorfor jeg kom tidligere hjem fra USA. I starten var jeg ret flov over at jeg ikke kunne “holde” året ud, men efter lang tids eftertænksomhed er jeg klar til at fortælle. For nu ved jeg, at der ikke er noget jeg kunne have gjort anderledes.
Det hele starter ret langt tilbage, faktisk helt tilbage til starten af februar. Den 20 februar skulle min værtsmor opereres pga. tidligere fejloperation i anklen – det betød at hun efterfølgende skulle gå med krykker i 7 uger. Vi snakkede det hele igennem og dengang var jeg indforstået med hele forløbet. Da hun ikke ville kunne bære mit værtsbarn i 7 uger, og slet ikke op og ned af trapper, havde de brug for ekstra hjælp. Min værtsfar havde meget lange arbejdsdage pga. titlen som special øjenlæge, og kunne sagtens arbejde op til 60 timer om ugen. Derudover havde han tilkaldervagt minimum 3 weekender om måneden. Da en au pair kun må arbejde 45 timer om ugen og op til 10 timer om dagen, havde vi problemet da det kom til timer. Derfor var deres løsning at min værtsmor, mit værtsbarn og jeg skulle ned til Maryland til min værtsmors forældre i noget tid, for den ekstra hjælp. Og de gjorde det jo for min skyld, ikke?
Nå, i starten af februar tog vi så til Maryland en weekend for at gøre det hele klar til at en baby skulle rende rundt i huset over længere tid. Det var første weekend dernede… Det skal måske lige nævnes at min værtsmors forældre bor på landet, langt væk fra alt! Jeg havde ingen muligheder for transport eller noget i den dur, så min fritid bestod i at sidde fast i huset. Alene. Ingen venner. Kun værtsfamilie. Onsdag den 20. februar blev hun så opereret og da hun skulle til tjek på sygehuset torsdagen efter skulle vi blive hjemme i lidt over en uge. Hun kunne ingenting, lå i sin seng og jeg så hende stortset ikke hele den uge. Fra den onsdag til og med fredagen efter arbejdede jeg noget der ligner 65 timer. Hvilket selvfølgelig var ulovligt, men jeg ville gerne være fleksibel og hjælpe til nu når min værtsfamilie var i nød. Med så mange arbejdstimer magtede jeg ingenting efter arbejde, og for første gang nogensinde (hos den familie) arbejdede jeg i weekenden og gik glip af alt det sjove de andre lavede. Derudover blev jeg også nødt til at arbejde de to gange jeg havde aftaler med min personlige træner i fitness, og måtte aflyse – selvom det var betalt på forhånd. De penge så jeg aldrig noget til igen. Okay, tænkte jeg for mig selv, sikke en nederen uge. Det kan KUN blive bedre når jeg skal arbejde mindre, nede i Maryland! … troede jeg
Den fredag, fredag den 1. marts kørte vi til Maryland. Jeg skulle på mit første weekend kursus, og blev derfor sat af i Baltimore. Det var den skønneste weekend længe, og da jeg blev hentet af min værtsmors far den søndag, var jeg totalt klar på at tage udfordringen op igen om mandagen. Meningen med at tage ned til Maryland var at jeg skulle aflastes og de skulle sørge for jeg kun arbejdede de 45 timer om ugen man rigtig må. I løbet af den uge sørgede jeg for at tælle timer. For allerede om mandagen arbejdede jeg 12 timer – fra 7-19. Det korte af det lange var, at kommunikationen var rigtig dårlig dernede. De fangede mig ligesom i en fælde, ved at sige at min værtsmors mor kunne tage os med til centeret. Men det ville ikke tælle som arbejde for mig hvis jeg tog med, så ville hun bare tage W alene. Så jeg skulle ligesom vælge mellem at komme ud, eller nyde alene tiden derhjemme. For den havde jeg faktisk ikke så meget af når det kom til stykket. Det gik ret hurtigt op for dem at jeg bogstaveligt talt ikke havde noget at lave, og derfor kunne de godt lige spørge mig i ny og næ om jeg ikke lige kunne tage ham. Jeg lavede jo ikke noget vigtigt alligevel… Jeg fandt ret hurtigt ud af at det ikke var en fordel at være i Maryland – tværtimod var det en kæmpe ulempe for jeg havde slet ingen mulighed for at komme ud af huset, være mig selv og have det sjovt med vennerne!
Vi var i Maryland indtil den 13. marts, hvor vi kørte hjem igen fordi mine forældre kom på besøg den 14. marts. Min værtsmors far kørte os hjem. Jeg havde arbejdet om morgenen, fra 6:30-10:30 hvor vi kørte. Pga. meget trafik tog den tur, der normalt tager 2,5-3 timer, 6 timer at køre. Vi var hjemme i lejligheden klokken 17:30. Jeg havde siddet bag i bilen hele vejen, altså ved siden af W som jeg skulle fodre, underholde og trøste når han græd (sikkert pga. kedsomhed). Da vi kommer hjem siger min værtsmor at hun går op og arbejder og at min værtsfar ville være hjemme omkring klokken 20. Min første tanke var: helt seriøst? Skal jeg arbejde indtil klokken 20?? Jeg tog det ikke op med dem, men det gik mig en del på…
Mine forældre var der i en uge, og det var skønt! Onsdag den 20. marts, dagen før mine forældre skulle hjem igen, skete der et uheld med W (på min vagt). Som skrevet før kan jeg ikke rigtig forklare det, det har jeg lovet, men det hele endte godt igen. Torsdag tog mine forældre hjem, og jeg kom hjem i lejligheden igen, hvor mine værstforældre og jeg satte os ned og snakkede om hele uheldet. Vi kom frem til at det ikke var nogens skyld, og det vigtigste var bare at han havde det godt nu. De fortalte mig også at de syntes jeg håndterede hele situationen til ug med kryds og slange. Noget jeg var glad for at få af vide. Bagefter fortalte de mig at de havde besluttet sig for at vi skulle til Maryland igen dagen efter, hele weekenden… Lige der slog det måske en lille smule klik for mig, tanken om at jeg ikke havde set mine venner i over en måned og at det nu skulle udskydes endnu mere, var næsten ikke til at bære. Derfor valgte jeg at tage nogen af de ting op som jeg havde været lidt utilfreds med den sidste måneds tid. Det er jo meningen at familien og au pairen skal kommunikere og sige til hvis man godt vil ændre nogen ting. Jeg synes selv jeg var tålmodig og prøvede at forklare det hele fra min side, men de tog det som et angreb. Jeg fortalte blandt andet om min opfattelse af dagen vi kørte hjem hvor jeg, efter min mening arbejdede fra 6:30-20. Efter deres mening arbejdede jeg ikke mens vi kørte hjem, det var jo afslapning. Og vi havde fået pizza på vejen. Det måtte da tælle for noget. Det synes jeg ikke var helt fair. De blev vildt fornærmede over at de lige havde siddet og rost mig angående den ulykke og det her var hvad de fik igen. Efter min mening havde de to ting slet ikke noget med hinanden at gøre. Vi gik i seng den aften, en lille smule sure på hinanden…
Efter den dag var alt forandret. De prøvede at lade som om intet var hændt, men jeg kunne sagtens mærke at stemningen og måden de opførte sig på var helt anderledes. Jeg snakkede meget med Lise om det, så snart der var den mindste ting der var mærkeligt, fortalte jeg hende det. Vi tog igen til Maryland, og jeg havde ærlig talt mistet modet lidt. Den weekend var det påske og der var kæmpe middag med hele familien. Igen kunne jeg mærke noget var anderledes – også fra hele familiens side af. Men lige nøjagtigt hvad det var, var en lille smule svært for mig at gennemskue… Min værtsfar kørte os allesammen hjem søndag eftermiddag og ENDELIG da vi kom hjem, så jeg mit snit til at stikke af og se mine veninder Ana og Holly. Hele vejen hjem i bilen skrev jeg med dem og opdaterede dem om hvornår jeg ville være hjemme, og de lovede at møde mig på vores spisested ligeså snart jeg kom hjem. Hold op hvor jeg glædede mig! Da vi kom hjem skyndte jeg at hjælpe dem med at tømme bilen, smide mine ting op på værelset og så sagde jeg bare “ses senere”. Fik en lille smule dårlig samvittighed til at starte med; havde jo ikke spurgt dem om lov. Hvilket jeg altid plejede at gøre. Men den dårlige samvittighed var hurtigt væk, for jeg synes ærlig talt at jeg havde fortjent det, og jeg vidste jeg ikke skulle arbejde før mandag morgen.
På restauranten var jeg den eneste der snakkede. De bad mig fortælle ALT for de kunne mærke der var noget galt. Det var virkelig skønt at snakke med dem om det, men hold op hvor kunne jeg pludselig mærke hvor meget det hele egentlig havde gået mig på. (Det skal slås fast at der er mange ting, både store og små, jeg ikke har fortalt fordi indlægget ikke skulle være så langt! Jeg har fortalt det så det giver mening, og ikke mere). De bragte spørgsmålet op, som selv havde simret i mig den sidste måned. Ville jeg rematche? Puha, efter den aften var der mange, mange tanker i mit hovede. Mandag, efter jeg havde sovet, var det bare endnu værre… Jeg synes at mine værtsforældre var mere og mere mistænkelige og mandag aften snakkede jeg med Lise om det. Det hele. For at høre hendes mening. Tirsdag snakkede jeg med min søster om det hele. For at høre hendes mening. Den aften fortalte hun mig at hun havde besluttet sig for at studere i USA efter hendes au pair år, og derfor ikke kunne finde råd til at rejse med mig den sidste måned. BAM. Det slog ned i mig, hårdt. Det var det eneste på daværende tidspunkt jeg havde at se frem til.
Onsdag tog jeg beslutningen om at fortælle min områdeleder om mine tanker. Hun var fuldstændig ligeglad. Det eneste hun havde at sige til det var, at jeg skulle tage en beslutning meget hurtigt, for ikke at holde mine værtsforældre for nar. For de holdte jo så meget af mig – hvem havde bildt hende det ind? Nå ja, hun kunne også lige fortælle at chancen for at jeg ville blive tilladt at prøve at finde en anden familie var lille, pga. tiden der var tilbage. Og pga. noget andet hun ikke kunne fortælle mig, kun hvis jeg besluttede mig for at rematche… Jeg snakkede igen med Lise onsdag, og tog min beslutning. Jeg tror at grunden til at det var svært for mig at tage en beslutning var, at jeg virkelig ikke ville hjem. Jeg ville ikke hjem til alle spørgsmålene om hvorfor jeg kom tidligere hjem, hvad jeg havde gjort galt osv osv. Men på den anden side ville jeg heller ikke være ved den her familie længere. Det var efterhånden ret slemt med en del ting (igen, jeg har ikke fortalt det hele). Og nu når jeg ikke havde den sidste måned at se frem til, besluttede jeg mig for at tage chancen. For ja, hvis jeg blev sendt hjem så skuffede jeg i det mindste ikke min søster ved ikke at kunne rejse med hende.
Torsdag morgen fortalte jeg min områdeleder at jeg havde besluttet mig for at rematche, og hun sagde at jeg skulle fortælle min værtsmor det MED DET SAMME. Også selvom min værtsfar ikke var hjemme og at jeg egentlig gerne ville fortælle dem begge det med det samme. Jeg tog mod til mig og gik op for at snakke med hende om det imens W sov. Hun havde ikke meget tid imellem sine telefonopkald med arbejdet og jeg følte mig meget presset til at fortælle det hurtigt og var bange for ikke at få det hele med. Derfor havde jeg sat mig ned og skrevet det hele ned i et brev, som jeg så læste højt for hende. Først var hun forstående. Hun troede jeg bare ville hjem, fordi hun havde hørt fra min områdeleder at min søster ikke kunne rejse med mig, og derfor kunne hun godt forstå hvis jeg ikke kunne overskue at være der mere. Hun var meget sød, og jeg var meget mistænksom. Jeg forklarede hende derfor igen, at jeg ikke ville være hos deres familie længere. Jeg ville gerne være au pair, bare ikke hos dem. Så slog lynet ned i hende….. Hun råbte og skreg op om at jeg fravalgte deres familie og deres barn, at de havde stolet så meget på mig og at jeg nu bare tissede dem op og ned af ryggen. Hun var meget sur. Jeg forstod hende godt, jeg vidste de havde brug for børnepasning, specielt nu når hun stadig var på krykker. Som hun ville være i to uger mere. Igen fik jeg helt vildt dårlig samvittighed. Som så senere viste sig at være meget unødvendigt…
Resten af dagen så jeg hende ikke så meget. Om aftenen var hun underligt sød. Så forstod jeg hvorfor: jeg skulle også fortælle min værtsfar det. Da W var lagt i seng tog vi samtalen igen. Den var ikke nær så slem som jeg havde frygtet, men det var selvfølgelig stadig ubehageligt. Han vendte bare den kolde skulder til, som jeg tænkte at jeg havde fortjent. Hvilket jeg senere fandt ud af, at jeg ikke havde… Dagen efter, altså om fredagen, skulle jeg på mit andet weekendkursus. Denne gang skulle Ana med og jeg glædede mig til at komme væk fra familien og den frygtelige stemning det hele havde skabt. Jeg bad derfor om lov til at låne deres computer til at udskrive min busbillet til om aftenen, og det fik jeg lov til. C var endda så sød at passe W imens, noget hun normalt aldrig ville gøre. Jeg går ned i kælderen for at printe den ud, og jeg skal logge ind på min email for at finde den. Da jeg tænder for skærmen på computeren er der et vindue åbent. Det er min værtsfars email der er logget ind på og en email er åbnet. I emnefeltet står der: “Regarding the offer as our new childcare provider”. Og selvfølgelig bliver jeg nysgerrig. Det er ikke meningen at jeg vil læse det hele men mine øjne flakker hurtigt ned og spotter mit navn. Jeg læser den sektion hvor mit navn er nævnt og bliver forvirret. Jeg læser en sætning hvor der står “We haven’t yet told her that we don’t want her to be our au pair, we need her help while I am still on the crutches (krykker)”. Mine tanker spinner rundt… Har ikke fortalt mig det endnu??? Det var da mig der lige havde fortalt dem det?? Jeg scroller op og finder datoen for hvornår emailen er sendt… Der står den 23/3, dagens dato var den 5/4 og det var dagen før, altså den 4/4 jeg havde besluttet mig for at rematche. Og ikke et sekund før.
Dette får mig til at læse hele emailen. Siden “uheldet” med W den 20/3 havde de følt de ikke kunne stole på mig. Men de havde valgt ikke at fortælle mig noget fordi de havde brug for mig indtil hun kom af krykkerne. De havde altså holdt mig for nar i over to uger, imens jeg havde gået og haft super dårlig samvittighed hele tiden og fortalt dem min beslutning om at rematche lige så hurtigt jeg kunne. Jeg var først forvirret. Så skuffet. Til sidst rasende. Jeg var blevet ført bag lyset efter alt hvad jeg havde gjort for at være ærlig overfor dem. Endelig gik det op for mig hvorfor alle havde opført sig så mærkeligt; de var helt vildt dårlige til at lyve, hele bundtet. Jeg printede billetterne ud, gik op og tog W og passede ham resten af dagen. Da jeg havde fri pakkede jeg og smuttede til bussen. Jeg var rasende. Min områdeleder ringede til mig og fortalte at hendes chef havde besluttet at jeg ikke måtte rematche, fordi mine værtsforældre havde løjet omkring ulykken og sagt at jeg havde været utilregnelig og gjort det med vilje. Lige der blev jeg helt tom. Jeg skulle hjem. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Om torsdagen havde jeg været indforstået med at jeg måske skulle hjem, det var jo mig der havde valgt at rematche. Men som situationen nu havde ændret sig følte jeg mig helt vildt forrådt. Hvad nu hvis jeg besluttede mig for ikke at rematche og de så valgte at rematche efter de to uger indtil hun kom af krykkerne? Havde jeg så fået lov at finde en ny familie? Det håber jeg ikke. Men det tror jeg heller ikke. Lige meget hvad, kunne jeg ikke ændre på, at de havde fortalt en forskruet historie til min områdeleder, og jeg selv havde ikke fortalt hende noget om det, fordi jeg havde glemt at jeg nok skulle fortælle hende det. Og fordi jeg følte det ikke var nødvendigt hun vidste det. Mest af alt fordi at vi jo havde snakket det igennem, og var kommet til en god enighed.
Selvfølgelig tænker jeg tit tilbage på, om jeg kunne have gjort noget anderledes, måske endnu længere tilbage. Eller være blevet ved min første familie måske. Sådan ville de i hvert fald aldrig have behandlet mig. Men det er let at være bagklog, og hvis jeg ikke havde taget de beslutninger som jeg gjorde igennem de 9 måneder jeg havde i USA, så ville der være en masse ting jeg ikke havde oplevet, og mennesker jeg ikke havde mødt. Det er heller ikke til at bære at tænke på. Derfor har jeg besluttet mig for at alting sker af en grund, og det er ikke alt man kan styre.
Da jeg kom hjem fra min weekend på skole i Baltimore søndag aften, var min værtsmor taget til New York på forretningsrejse. Jeg blev bedt om at pakke hurtigst muligt og være ude mandag så tidligt som muligt. Min områdeleder tilbød mig, som hun skal, at jeg kunne sove ved hende til jeg skulle hjem. Men det kunne jeg egentlig ikke magte, for hende følte jeg mig også ret forrådt af. Jeg fik derfor lov til at bo på hostel. Mandag eftermiddag tjekkede jeg ind på Apple Hostels i Philadelphia, og senere skal i få historien om hvad der skete derfra…
Jeg er glad for endelig at have fået den her historie ud. Der sidder nok nogen derude der er forargede over de forskellige beslutninger jeg tog, hvordan jeg håndterede ting, og specielt, kan jeg forestille mig, at jeg læste deres email. Det var selvfølgelig privat, men jeg følte at jeg havde min ret til det i det øjeblik. Og havde jeg ikke læst det, og vist hvad deres intentioner var, så havde jeg nok ikke haft det så godt om hele situationen som jeg har nu. For jeg ved nu at jeg ikke kunne gøre noget anderledes…
Tak for at i ville læse med, og spørg endelig hvis i føler i mangler viden omkring noget. Jeg vil ikke have at folk tænker dårligt om mig når nu alle detaljer ikke er forklaret. Men i skal heller ikke tænke det er synd for mig. Tag i stedet at lære noget af situationen og forstå, som jeg har skrevet før, at livet som au pair ikke altid er en dans på røde roser… Men meget af tiden, er det det hele værd.
Omkring W’s 1 års fødselsdag havde vi et professionelt photoshoot. Jeg har aldrig vist jer nogen af de billeder og havde næsten helt glemt dem, men faldt tilfældigvis over dem idag. Fotografen var super dygtig og tålmodig, og jeg elsker alle billederne. Desværre har jeg dem kun med vandmærke da jeg ikke har købt dem. Her er mine favoritter:
Er han ikke bare fantastisk??
Følg forresten med på bloggen imorgen hvor det længste og nok mest personlige indlæg til dato bliver lagt op. Det er nemlig indlægget om hvorfor jeg skulle tidligere hjem!
Puha, nu skal de grå hjerneceller i brug…. Skal huske en del tid tilbage for at skrive om resten af besøget fra mor, far og bedstemor!
Lørdag aften ankom vi på deres hotel ved lufthavnen og gik i seng….
…. Søndag havde jeg igen fri. Vi stod op og fik lidt morgenmad, hvorefter vi drog mod lufthavnen for at finde det sted hvor vi skulle leje en bil til resten af dagene. Vi gik bare op til disken og ville leje en bil, men prisen var ALT for høj sammenlignet med den pris som vi havde set på hjemmesiden tidligere. Det viste sig at det var langt billigere at bestille online, så vi lånte deres computer, og bestilte en bil til med det samme. Det sparede os altså en hel del knaster (det var nu stadigvæk dyrt…) Vi kørte ind til Philadelphia, tak Gud at vi lejede en GPS også, ellers havde vi da været på spanden! Vi spiste frokost på en hyggelig lille café, hvorefter vi var i Eastern State Penitentiary på rundtur. Man fik sådan en båndafspiller og høretelefoner, og så fortalte den ellers en historie og sagde hvor langt man skulle gå og hvor man skulle kigge hen når det var. Fængslet var i brug fra 1892-1971, hvor blandt andet også Al Capone sad fængslet. Det var meget “sjovt” at se hvor stor forskel der var på hans celle og de andre indsatte. Han havde super luksus med skrivebord, lamper og lænestol, i modsætning til andre der kun havde seng og lille bord og nogen sågar intet lys overhovedet (hverken elektrisk eller naturligt!). Efter en tur i souvenirbutikken var det tid til at vende snuden mod min værtsfamilies hus hvor vi var inviteret på Sct. Patricks day’s dinner. Det var meget hyggeligt og anderledes irsk mad. Derefter tog de gamle tilbage til hotellet. Jeg skulle arbejde dagen efter så jeg blev og sov.
Al Capones celle
Typisk celle (restaureret)
Mandag kom de hen til lejligheden lige som jeg havde lagt W til at sove formiddagslur, så vi måtte lige vente lidt med at gå ud. Da han vågnede pakkede vi til en dag ude (vejret var jo koldt som bare fanden!). Vi var først på Darling’s diner for at spise frokost, hvilket var SUPER lækkert. W charmerede alle og var verdens sødeste dreng som vi sad der. Jeg tror at både mor, far og bedstemor forelskede sig i ham med det samme, så for mig var det ikke meget arbejde. Far blev vist helt skruk og glæder sig nok til børnebørn, han sad i hvert fald ved siden af og pjattede og legede og fodrede. Bagefter tog vi metroen ind til midtbyen hvor vi var i Burlingtons Coatfactory (kæmpe mærkevare udsalgsforretning), og senere gik hen til rådhuset og Love Park (igeeeen igen igen). Vi tog metroen tilbage ved 18-tiden og gav W tilbage til C og kørte selv mod King of Prussia mall hvor vi spiste på Cheesecake Factory og så en lille smule af centret, hvorefter vi kørte tilbage til hotellet da vi skulle tidligt op næste morgen!
En træt W på shopping!
Rådhuset
Mor og far <3
W og jeg <3
Tirsdag havde jeg igen en fridag. Vi havde alle sovet på hotellet, og stod tidligt op. Dagen stod nemlig på seightseeing i Washington DC! Vi kørte ind til byen, parkerede og fandt den bus vi skulle med – med nød og næppe! Folk var virkelig dårlige til at forklare vejen og det var ikke det samme busselskab som vores New York tur. Vi nåede det da heldigvis, og fik gode pladser i dobbeltdækkerbussen. Vi sad nemlig ved sådan et bord, så vi sad og kiggede på hinanden. Vi startede vist alle med at sove lidt, hvorefter vi spillede Ludo på min iPad.
Da vi ankom til DC var vi lidt småforvirrede og vidste ikke helt hvor vi skulle gå hen osv…. Vi begav os mod noget der lignede noget seightseeing, hvor vi endte op ved the Capitol som er sædet for USA’s kongres. Der var vildt meget ståhej og mange mennesker der og prøvede man at komme ind på området fik man stukket et gevær i hovedet og bedt om at vende om. Det viste sig at det var fordi præsident Obama var på vej dertil, og så er sikkerheden altså bare i tip top! Man kunne godt komme derind hvis man gik igennem visitors center, men der var vildt lang kø og vi kunne godt nøjes med at se det udefra.
Det gik ret hurtigt op for os at det var langt imellem de ting vi gerne ville se, så efter en intens søgen efter toiletter og en hurtig frokost hoppede vi på en af de røde seightseeing busser for at se resten af DC. Heldigvis var der nogenlunde godt vejr så vi kunne sidde oppe på toppen uden at fryse alt for meget.
Et lille uddrag af hvad vi så fra bussen. DC er helt klart et besøg værd hvis man er til kulturelle ting, og jeg er overbevist om at vores dag også ville have været lidt lækrere hvis vejret var bedre. Men vejret kunne have været værre, så vi klagede ikke! På et tidspunkt blev hele trafikken på en gade stoppet og dirigeret væk og få minutter senere så vi selveste præsidentvognen og hans følge komme kørende (MEGET langt følge), så det var også lidt sjovt. Vi kunne bare ikke komme til at tage billeder af det.
Da busserne stoppede med at køre tog vi tilbage til Union Station hvor vores bus ville gå fra senere. Her kiggede vi lidt på butikker, shoppede souvenirs og spiste aftensmad. Da vi tog bussen hjem var vi godt trætte! Jeg sov igen på deres hotel selvom jeg skulle arbejde onsdag, fordi vi var så sent hjemme. Far kørte mig på arbejde onsdag morgen, kørte tilbage og så kom de alle tre lidt senere for at tilbringe tid med os. Vi tog igen på Darling’s diner fordi vi var blevet fan, og drog mod midtbyen bagefter. Denne gang var det tid til at gå ned mod kunstmuseet og Rocky statuen og trapperne. Vi stoppede dog i en kirke på vejen, som jeg længe havde haft lyst til at se.
En skriftestol!
Lille søde Wiley
Ja.. er det ikke det man gør på Rocky trapperne??
Vi smuttede tilbage og jeg havde næsten fri, så de gamle kørte lige tilbage på hotellet for at hente noget og ville så komme og hente mig igen. Derhjemme skete der et “uheld” hvor Wiley var ved at kvæles i noget, og de måtte tage på hospitalet. Kan ikke fortælle så meget for det ville de ikke have, og det respekterer jeg. Det hele endte dog godt igen, bare rolig.
Da de gamle kom tilbage smuttede vi ind til byen hvor min bedste skulle bytte noget og jeg skulle købe Lises fødselsdagsgave. Vi kørte tilbage til hotellet og snuppede en sandwich på vejen, og var ellers på hotellet om aftenen (vi tog vist et spil Ludo, haha).
Torsdag var deres sidste dag i philadelhia, og jeg havde fri. Vi smuttede derfor i New Jersey aquarium lige på den anden side af broen. Det var bare ren hygge med at se på dyr. De skulle med flyet klokken 17 så vi skulle derfra i god nok tid til at komme tilbage og aflevere den lejede bil og så i lufthavnen.
Da vi kom til lufthavnen sagde jeg farvel efter en skøn uge. Vi havde nået en del som var rigtig hyggeligt og jeg følte jeg var klar til at tage de sidste måneder i USA op.
Jeg ved det blev ret langt, men det er altså også spændende synes jeg… Og det er mest til mig og min familie for at kunne kigge tilbage på vores oplevelser 🙂
I USA skrev jeg et indlæg om nostalgi: jeg savnede spejder og klanen. Nu savner jeg noget andet: USA og det meste det medførte. Derfor får i en billedserie af billeder fra mobilen af ting jeg savner i USA. Stortset allesammen er brugt i tidligere indlæg men de kan være glemt – eller måske har i ikke set dem. Her kommer de i hvertfald!
