Smukke W

Looking back

Warning: meget langt indlæg!!

Jeg har aldrig fået fortalt hvorfor jeg kom tidligere hjem fra USA. I starten var jeg ret flov over at jeg ikke kunne “holde” året ud, men efter lang tids eftertænksomhed er jeg klar til at fortælle. For nu ved jeg, at der ikke er noget jeg kunne have gjort anderledes.

Det hele starter ret langt tilbage, faktisk helt tilbage til starten af februar. Den 20 februar skulle min værtsmor opereres pga. tidligere fejloperation i anklen – det betød at hun efterfølgende skulle gå med krykker i 7 uger. Vi snakkede det hele igennem og dengang var jeg indforstået med hele forløbet. Da hun ikke ville kunne bære mit værtsbarn i 7 uger, og slet ikke op og ned af trapper, havde de brug for ekstra hjælp. Min værtsfar havde meget lange arbejdsdage pga. titlen som special øjenlæge, og kunne sagtens arbejde op til 60 timer om ugen. Derudover havde han tilkaldervagt minimum 3 weekender om måneden. Da en au pair kun må arbejde 45 timer om ugen og op til 10 timer om dagen, havde vi problemet da det kom til timer. Derfor var deres løsning at min værtsmor, mit værtsbarn og jeg skulle ned til Maryland til min værtsmors forældre i noget tid, for den ekstra hjælp. Og de gjorde det jo for min skyld, ikke?

Nå, i starten af februar tog vi så til Maryland en weekend for at gøre det hele klar til at en baby skulle rende rundt i huset over længere tid. Det var første weekend dernede… Det skal måske lige nævnes at min værtsmors forældre bor på landet, langt væk fra alt! Jeg havde ingen muligheder for transport eller noget i den dur, så min fritid bestod i at sidde fast i huset. Alene. Ingen venner. Kun værtsfamilie.
Onsdag den 20. februar blev hun så opereret og da hun skulle til tjek på sygehuset torsdagen efter skulle vi blive hjemme i lidt over en uge. Hun kunne ingenting, lå i sin seng og jeg så hende stortset ikke hele den uge. Fra den onsdag til og med fredagen efter arbejdede jeg noget der ligner 65 timer. Hvilket selvfølgelig var ulovligt, men jeg ville gerne være fleksibel og hjælpe til nu når min værtsfamilie var i nød. Med så mange arbejdstimer magtede jeg ingenting efter arbejde, og for første gang nogensinde (hos den familie) arbejdede jeg i weekenden og gik glip af alt det sjove de andre lavede. Derudover blev jeg også nødt til at arbejde de to gange jeg havde aftaler med min personlige træner i fitness, og måtte aflyse – selvom det var betalt på forhånd. De penge så jeg aldrig noget til igen. Okay, tænkte jeg for mig selv, sikke en nederen uge. Det kan KUN blive bedre når jeg skal arbejde mindre, nede i Maryland! … troede jeg

Den fredag, fredag den 1. marts kørte vi til Maryland. Jeg skulle på mit første weekend kursus, og blev derfor sat af i Baltimore. Det var den skønneste weekend længe, og da jeg blev hentet af min værtsmors far den søndag, var jeg totalt klar på at tage udfordringen op igen om mandagen. Meningen med at tage ned til Maryland var at jeg skulle aflastes og de skulle sørge for jeg kun arbejdede de 45 timer om ugen man rigtig må. I løbet af den uge sørgede jeg for at tælle timer. For allerede om mandagen arbejdede jeg 12 timer – fra 7-19. Det korte af det lange var, at kommunikationen var rigtig dårlig dernede. De fangede mig ligesom i en fælde, ved at sige at min værtsmors mor kunne tage os med til centeret. Men det ville ikke tælle som arbejde for mig hvis jeg tog med, så ville hun bare tage W alene. Så jeg skulle ligesom vælge mellem at komme ud, eller nyde alene tiden derhjemme. For den havde jeg faktisk ikke så meget af når det kom til stykket. Det gik ret hurtigt op for dem at jeg bogstaveligt talt ikke havde noget at lave, og derfor kunne de godt lige spørge mig i ny og næ om jeg ikke lige kunne tage ham. Jeg lavede jo ikke noget vigtigt alligevel… Jeg fandt ret hurtigt ud af at det ikke var en fordel at være i Maryland – tværtimod var det en kæmpe ulempe for jeg havde slet ingen mulighed for at komme ud af huset, være mig selv og have det sjovt med vennerne!

Vi var i Maryland indtil den 13. marts, hvor vi kørte hjem igen fordi mine forældre kom på besøg den 14. marts. Min værtsmors far kørte os hjem. Jeg havde arbejdet om morgenen, fra 6:30-10:30 hvor vi kørte. Pga. meget trafik tog den tur, der normalt tager 2,5-3 timer, 6 timer at køre. Vi var hjemme i lejligheden klokken 17:30. Jeg havde siddet bag i bilen hele vejen, altså ved siden af W som jeg skulle fodre, underholde og trøste når han græd (sikkert pga. kedsomhed). Da vi kommer hjem siger min værtsmor at hun går op og arbejder og at min værtsfar ville være hjemme omkring klokken 20. Min første tanke var: helt seriøst? Skal jeg arbejde indtil klokken 20?? Jeg tog det ikke op med dem, men det gik mig en del på…

Mine forældre var der i en uge, og det var skønt! Onsdag den 20. marts, dagen før mine forældre skulle hjem igen, skete der et uheld med W (på min vagt). Som skrevet før kan jeg ikke rigtig forklare det, det har jeg lovet, men det hele endte godt igen. Torsdag tog mine forældre hjem, og jeg kom hjem i lejligheden igen, hvor mine værstforældre og jeg satte os ned og snakkede om hele uheldet. Vi kom frem til at det ikke var nogens skyld, og det vigtigste var bare at han havde det godt nu. De fortalte mig også at de syntes jeg håndterede hele situationen til ug med kryds og slange. Noget jeg var glad for at få af vide. Bagefter fortalte de mig at de havde besluttet sig for at vi skulle til Maryland igen dagen efter, hele weekenden… Lige der slog det måske en lille smule klik for mig, tanken om at jeg ikke havde set mine venner i over en måned og at det nu skulle udskydes endnu mere, var næsten ikke til at bære. Derfor valgte jeg at tage nogen af de ting op som jeg havde været lidt utilfreds med den sidste måneds tid. Det er jo meningen at familien og au pairen skal kommunikere og sige til hvis man godt vil ændre nogen ting. Jeg synes selv jeg var tålmodig og prøvede at forklare det hele fra min side, men de tog det som et angreb. Jeg fortalte blandt andet om min opfattelse af dagen vi kørte hjem hvor jeg, efter min mening arbejdede fra 6:30-20. Efter deres mening arbejdede jeg ikke mens vi kørte hjem, det var jo afslapning. Og vi havde fået pizza på vejen. Det måtte da tælle for noget. Det synes jeg ikke var helt fair. De blev vildt fornærmede over at de lige havde siddet og rost mig angående den ulykke og det her var hvad de fik igen. Efter min mening havde de to ting slet ikke noget med hinanden at gøre. Vi gik i seng den aften, en lille smule sure på hinanden…

Efter den dag var alt forandret. De prøvede at lade som om intet var hændt, men jeg kunne sagtens mærke at stemningen og måden de opførte sig på var helt anderledes. Jeg snakkede meget med Lise om det, så snart der var den mindste ting der var mærkeligt, fortalte jeg hende det. Vi tog igen til Maryland, og jeg havde ærlig talt mistet modet lidt. Den weekend var det påske og der var kæmpe middag med hele familien. Igen kunne jeg mærke noget var anderledes – også fra hele familiens side af. Men lige nøjagtigt hvad det var, var en lille smule svært for mig at gennemskue… Min værtsfar kørte os allesammen hjem søndag eftermiddag og ENDELIG da vi kom hjem, så jeg mit snit til at stikke af og se mine veninder Ana og Holly. Hele vejen hjem i bilen skrev jeg med dem og opdaterede dem om hvornår jeg ville være hjemme, og de lovede at møde mig på vores spisested ligeså snart jeg kom hjem. Hold op hvor jeg glædede mig! Da vi kom hjem skyndte jeg at hjælpe dem med at tømme bilen, smide mine ting op på værelset og så sagde jeg bare “ses senere”. Fik en lille smule dårlig samvittighed til at starte med; havde jo ikke spurgt dem om lov. Hvilket jeg altid plejede at gøre. Men den dårlige samvittighed var hurtigt væk, for jeg synes ærlig talt at jeg havde fortjent det, og jeg vidste jeg ikke skulle arbejde før mandag morgen.

På restauranten var jeg den eneste der snakkede. De bad mig fortælle ALT for de kunne mærke der var noget galt. Det var virkelig skønt at snakke med dem om det, men hold op hvor kunne jeg pludselig mærke hvor meget det hele egentlig havde gået mig på. (Det skal slås fast at der er mange ting, både store og små, jeg ikke har fortalt fordi indlægget ikke skulle være så langt! Jeg har fortalt det så det giver mening, og ikke mere). De bragte spørgsmålet op, som selv havde simret i mig den sidste måned. Ville jeg rematche? Puha, efter den aften var der mange, mange tanker i mit hovede. Mandag, efter jeg havde sovet, var det bare endnu værre… Jeg synes at mine værtsforældre var mere og mere mistænkelige og mandag aften snakkede jeg med Lise om det. Det hele. For at høre hendes mening. Tirsdag snakkede jeg med min søster om det hele. For at høre hendes mening. Den aften fortalte hun mig at hun havde besluttet sig for at studere i USA efter hendes au pair år, og derfor ikke kunne finde råd til at rejse med mig den sidste måned. BAM. Det slog ned i mig, hårdt. Det var det eneste på daværende tidspunkt jeg havde at se frem til.

Onsdag tog jeg beslutningen om at fortælle min områdeleder om mine tanker. Hun var fuldstændig ligeglad. Det eneste hun havde at sige til det var, at jeg skulle tage en beslutning meget hurtigt, for ikke at holde mine værtsforældre for nar. For de holdte jo så meget af mig – hvem havde bildt hende det ind? Nå ja, hun kunne også lige fortælle at chancen for at jeg ville blive tilladt at prøve at finde en anden familie var lille, pga. tiden der var tilbage. Og pga. noget andet hun ikke kunne fortælle mig, kun hvis jeg besluttede mig for at rematche… Jeg snakkede igen med Lise onsdag, og tog min beslutning. Jeg tror at grunden til at det var svært for mig at tage en beslutning var, at jeg virkelig ikke ville hjem. Jeg ville ikke hjem til alle spørgsmålene om hvorfor jeg kom tidligere hjem, hvad jeg havde gjort galt osv osv. Men på den anden side ville jeg heller ikke være ved den her familie længere. Det var efterhånden ret slemt med en del ting (igen, jeg har ikke fortalt det hele). Og nu når jeg ikke havde den sidste måned at se frem til, besluttede jeg mig for at tage chancen. For ja, hvis jeg blev sendt hjem så skuffede jeg i det mindste ikke min søster ved ikke at kunne rejse med hende.

Torsdag morgen fortalte jeg min områdeleder at jeg havde besluttet mig for at rematche, og hun sagde at jeg skulle fortælle min værtsmor det MED DET SAMME. Også selvom min værtsfar ikke var hjemme og at jeg egentlig gerne ville fortælle dem begge det med det samme. Jeg tog mod til mig og gik op for at snakke med hende om det imens W sov. Hun havde ikke meget tid imellem sine telefonopkald med arbejdet og jeg følte mig meget presset til at fortælle det hurtigt og var bange for ikke at få det hele med. Derfor havde jeg sat mig ned og skrevet det hele ned i et brev, som jeg så læste højt for hende. Først var hun forstående. Hun troede jeg bare ville hjem, fordi hun havde hørt fra min områdeleder at min søster ikke kunne rejse med mig, og derfor kunne hun godt forstå hvis jeg ikke kunne overskue at være der mere. Hun var meget sød, og jeg var meget mistænksom. Jeg forklarede hende derfor igen, at jeg ikke ville være hos deres familie længere. Jeg ville gerne være au pair, bare ikke hos dem. Så slog lynet ned i hende….. Hun råbte og skreg op om at jeg fravalgte deres familie og deres barn, at de havde stolet så meget på mig og at jeg nu bare tissede dem op og ned af ryggen. Hun var meget sur. Jeg forstod hende godt, jeg vidste de havde brug for børnepasning, specielt nu når hun stadig var på krykker. Som hun ville være i to uger mere. Igen fik jeg helt vildt dårlig samvittighed. Som så senere viste sig at være meget unødvendigt…

Resten af dagen så jeg hende ikke så meget. Om aftenen var hun underligt sød. Så forstod jeg hvorfor: jeg skulle også fortælle min værtsfar det. Da W var lagt i seng tog vi samtalen igen. Den var ikke nær så slem som jeg havde frygtet, men det var selvfølgelig stadig ubehageligt. Han vendte bare den kolde skulder til, som jeg tænkte at jeg havde fortjent. Hvilket jeg senere fandt ud af, at jeg ikke havde… Dagen efter, altså om fredagen, skulle jeg på mit andet weekendkursus. Denne gang skulle Ana med og jeg glædede mig til at komme væk fra familien og den frygtelige stemning det hele havde skabt. Jeg bad derfor om lov til at låne deres computer til at udskrive min busbillet til om aftenen, og det fik jeg lov til. C var endda så sød at passe W imens, noget hun normalt aldrig ville gøre. Jeg går ned i kælderen for at printe den ud, og jeg skal logge ind på min email for at finde den. Da jeg tænder for skærmen på computeren er der et vindue åbent. Det er min værtsfars email der er logget ind på og en email er åbnet. I emnefeltet står der: “Regarding the offer as our new childcare provider”. Og selvfølgelig bliver jeg nysgerrig. Det er ikke meningen at jeg vil læse det hele men mine øjne flakker hurtigt ned og spotter mit navn. Jeg læser den sektion hvor mit navn er nævnt og bliver forvirret. Jeg læser en sætning hvor der står “We haven’t yet told her that we don’t want her to be our au pair, we need her help while I am still on the crutches (krykker)”. Mine tanker spinner rundt… Har ikke fortalt mig det endnu??? Det var da mig der lige havde fortalt dem det?? Jeg scroller op og finder datoen for hvornår emailen er sendt… Der står den 23/3, dagens dato var den 5/4 og det var dagen før, altså den 4/4 jeg havde besluttet mig for at rematche. Og ikke et sekund før.

Dette får mig til at læse hele emailen. Siden “uheldet” med W den 20/3 havde de følt de ikke kunne stole på mig. Men de havde valgt ikke at fortælle mig noget fordi de havde brug for mig indtil hun kom af krykkerne. De havde altså holdt mig for nar i over to uger, imens jeg havde gået og haft super dårlig samvittighed hele tiden og fortalt dem min beslutning om at rematche lige så hurtigt jeg kunne. Jeg var først forvirret. Så skuffet. Til sidst rasende. Jeg var blevet ført bag lyset efter alt hvad jeg havde gjort for at være ærlig overfor dem. Endelig gik det op for mig hvorfor alle havde opført sig så mærkeligt; de var helt vildt dårlige til at lyve, hele bundtet. Jeg printede billetterne ud, gik op og tog W og passede ham resten af dagen. Da jeg havde fri pakkede jeg og smuttede til bussen. Jeg var rasende. Min områdeleder ringede til mig og fortalte at hendes chef havde besluttet at jeg ikke måtte rematche, fordi mine værtsforældre havde løjet omkring ulykken og sagt at jeg havde været utilregnelig og gjort det med vilje. Lige der blev jeg helt tom. Jeg skulle hjem. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Om torsdagen havde jeg været indforstået med at jeg måske skulle hjem, det var jo mig der havde valgt at rematche. Men som situationen nu havde ændret sig følte jeg mig helt vildt forrådt. Hvad nu hvis jeg besluttede mig for ikke at rematche og de så valgte at rematche efter de to uger indtil hun kom af krykkerne? Havde jeg så fået lov at finde en ny familie? Det håber jeg ikke. Men det tror jeg heller ikke. Lige meget hvad, kunne jeg ikke ændre på, at de havde fortalt en forskruet historie til min områdeleder, og jeg selv havde ikke fortalt hende noget om det, fordi jeg havde glemt at jeg nok skulle fortælle hende det. Og fordi jeg følte det ikke var nødvendigt hun vidste det. Mest af alt fordi at vi jo havde snakket det igennem, og var kommet til en god enighed.

Selvfølgelig tænker jeg tit tilbage på, om jeg kunne have gjort noget anderledes, måske endnu længere tilbage. Eller være blevet ved min første familie måske. Sådan ville de i hvert fald aldrig have behandlet mig. Men det er let at være bagklog, og hvis jeg ikke havde taget de beslutninger som jeg gjorde igennem de 9 måneder jeg havde i USA, så ville der være en masse ting jeg ikke havde oplevet, og mennesker jeg ikke havde mødt. Det er heller ikke til at bære at tænke på. Derfor har jeg besluttet mig for at alting sker af en grund, og det er ikke alt man kan styre.

Da jeg kom hjem fra min weekend på skole i Baltimore søndag aften, var min værtsmor taget til New York på forretningsrejse. Jeg blev bedt om at pakke hurtigst muligt og være ude mandag så tidligt som muligt. Min områdeleder tilbød mig, som hun skal, at jeg kunne sove ved hende til jeg skulle hjem. Men det kunne jeg egentlig ikke magte, for hende følte jeg mig også ret forrådt af. Jeg fik derfor lov til at bo på hostel. Mandag eftermiddag tjekkede jeg ind på Apple Hostels i Philadelphia, og senere skal i få historien om hvad der skete derfra…

Jeg er glad for endelig at have fået den her historie ud. Der sidder nok nogen derude der er forargede over de forskellige beslutninger jeg tog, hvordan jeg håndterede ting, og specielt, kan jeg forestille mig, at jeg læste deres email. Det var selvfølgelig privat, men jeg følte at jeg havde min ret til det i det øjeblik. Og havde jeg ikke læst det, og vist hvad deres intentioner var, så havde jeg nok ikke haft det så godt om hele situationen som jeg har nu. For jeg ved nu at jeg ikke kunne gøre noget anderledes…

Tak for at i ville læse med, og spørg endelig hvis i føler i mangler viden omkring noget. Jeg vil ikke have at folk tænker dårligt om mig når nu alle detaljer ikke er forklaret. Men i skal heller ikke tænke det er synd for mig. Tag i stedet at lære noget af situationen og forstå, som jeg har skrevet før, at livet som au pair ikke altid er en dans på røde roser… Men meget af tiden, er det det hele værd.

3

  • Hej Julie. Ja jeg følger stadig med, hvis du kan huske vi har skrevet sammen tidligere. ;-)Sidder nærmest og raser over din fortælling. Altså ikke over dig dig, men pga den måde din værtsfamilie har behandlet dig.. Synes virkelig nogen mennesker kan være så langt ude. For det første at de får dig til at arbejde så lange timer. For det andet at din områdeleder kan være så ligeglad. De er der sgu da forfanden til at hjælpe. (Undskyld mit sprog) Og så at din familie ikke har været ærlige over for dig men har holdt dig for nar. Er virkelig ked af du ikke fik et au pair ophold uden problemer, men som du siger så lære man vel samtidig en masse af det. Det gjorde jeg hvertfald den tid jeg var i Seattle. Der er meget mere jeg ville skrive og udtrykke men kan ikke rigtig få sætningerne til at hænge sammen. 😉 Synes hvertfald ikke du har gjort noget galt i hele den her historie. Man kan altid finde ting man ville ændre bagefter. That’s life. Men synes du har gjort mere end du kunne. Du stod til rådighed for familien selvom det overskred dine timer, og var mere end fleksibel. Håber stadig du fik en masse ud af opholdet til trods for alt. – Katrine. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Katrine! Tusind tak for dit svar, kan sagtens huske dig og dine små kineserpiger i Seattle 🙂 Det tog lang tid for mig at opfatte at det ikke var mig den var gal med, men det var helt utroligt befriende at indse det! Jeg har en hel masse gode oplevelser fra min tid i USA og har lært så meget om mig selv og andre mennesker. Fortryder slet ikke at jeg tog afsted, det skal folk vide 🙂 Mange tak for stadig at følge med, føler at folk skal kende hele min historie for ikke at dømme mig.Julie

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • USA er sgu et messed up land på nogle punkter.. Læste lige dit nye indlæg.. Bliver virkelig helt forarget over at læse det der er sket.. Er kommet ind på pædagoguddannelsen og planlægger at efter jeg er uddannet engang, selv at tage afsted på et helt au pair ophold. (var jo kun afsted i 2 måneder). Er nu en smule skræmt. Ikke kun af din historie men også alle de andre man høre. Men håber virkelig i får noget sat i gang mht hende områdelederen og får klaget røven ud af bukserne og forhåbentlig får hende fyret. Held og lykke. Der er nok ikke så meget jeg kan hjælpe med, men skulle det nu være, så skriver du bare. :-)Vil fortsat følge med på bloggen. 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smukke W