…. og så historien om Madrid

Madrid, min kærlighed, min ven – mit andet hjem. Dig kunne jeg ikke vente med at se igen.

Da jeg i oktober måned blev kontaktet af min gamle værtsmor, som jeg indimellem stadig emoji’ede lidt med (hendes engelske er ikke så godt, så vi smiler lidt til hinanden og sender lidt luftkys mellem børnene og jeg over whatsapp), som fortalte at deres rengøringsdame havde fået to måneders ferie til at besøge familien hjemme i Honduras, stod det klart at de godt kunne bruge min hjælp. De havde bare på ingen måder lyst til at bede om den. Så vi snakkede lidt frem og tilbage på temmelig gebrokkent engelsk, og jeg gik med til at komme og hjælpe dem i tre uger i Januar, da jeg alligevel ikke anede hvad jeg skulle bruge den tid på. Studiet startede jo først i februar og mit daværende job holder som altid lukket i januar. Det her var sjovt nok før, jeg vidste at jeg ville være lejlighedslejer den 1/1…

Jeg glædede mig på flere punkter. Dem der har fulgt med før ved, at jeg ikke kunne så fandens godt med teenagedrengen, men pigerne savnede jeg. Meget. Drengen er på boarding school i England, og ville derfor heller ikke være der når jeg kom – det var klart en faktor der gjorde at jeg glædede mig mere. Derudover glædede jeg mig selvfølgelig til at være i Madrid igen – en by der virkelig er vokset på mig.

På den anden side var jeg ikke på helt vildt god fod med stepfaren. Og hvad nu hvis han stadig var en idiot, selvom jeg havde indvilliget i at hjælpe? Også tanken om at rengøringsdamen jo var hjemme på ferie, og at vi ikke havde fået snakket om hvor meget jeg skulle hjælpe, gjorde mig lidt nervøs. Og helt ærligt, to dage inden jeg skulle afsted sad jeg i min efterhånden temmelig beboelige lejlighed og fortrød. Ret meget. Men afsted skulle jeg, for billetten var betalt, og jeg så frem til at få besøg af min lillebror.

Og heldigvis blev alle mine bekymringer gjort til skamme, ligeså snart jeg stod i Madrid. Jeg arbejdede fuldstændig ligesom jeg havde gjort da jeg var der sidst, men uden teenagedrengens tilstedeværelse gik det hele bare lidt lettere, og var det hele bare lidt sjovere. De havde en anden midlertidig rengøringsdame så heller ikke der skulle jeg løfte en finger. Jeg tænkte rigtig tit på at jeg bare gerne ville have de tre uger overstået fordi jeg så vildt gerne ville i gang med studiet – jeg måtte minde mig selv om, gang på gang, at hvis jeg havde siddet derhjemme ville tiden altså ikke være gået hurtigere.

Jeg følte også på mange måder at det var godt for vores forhold at jeg kom derned igen. Det hele sluttede sådan lidt øv i sommer, vi havde forskellige forventninger til hinanden, som ikke blev indfriet, og vi var nok lidt trætte af hinanden. Denne her gang gik det hele bedre end forventet og vi havde det sjovt sammen, alle sammen. Jeg er glad for at jeg tog derned, og jeg lærer hele tiden at man ikke skal være bange for at springe ud i nogen ting!

Pigerne, mine piger, vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte.