Når det hele næsten ramler

Det er virkelig svært at indrømme. Jeg har været meget fraværende de sidste uger, også meget mere end jeg havde regnet med og håbet på. Det startede helt stille og roligt, men byggede sig meget voldsomt op, ret hurtigt. Alt for hurtigt faktisk. Og at indrømme at man ikke kan magte og overskue det man skal og vil, det er virkelig svært. Jeg har ikke stress, så slemt er det ikke. Jeg har heller ikke en depression. Men måske kan man godt sige at jeg er deprimeret. Det var liiiige ved at tage overhånd på et tidspunkt, og der havde jeg endda lagt blogning på hylden. Det krævede så at jeg lagde alt det andet jeg kunne på hylden også. For selvom det ikke er stress, så har jeg brug for at lave noget der gør mig glad. Som for eksempel at læse en bog, tage på café med min søster og hygge med min familie.

Jeg har heldigvis fået nogen ting i kalenderen, som jeg glæder mig rigtig meget til, indtil jeg starter på studiet. Det er dét jeg har brug for. Så nu er jeg ret sikker på, at jeg er ovenpå igen. Jeg kan dog mærke at vægttabet kommer som det kommer, det kan jeg ikke holde til at styre imod lige nu. På et eller andet tidspunkt skal vi jo allesammen ned af bakke i livet. Jeg er bare glad for det ikke var så slemt (7-9-13)! Jeg håber ikke det har påvirket mine læserantal så meget, for jeg kan virkelig godt lide at i læser med. Jeg må bare op på hesten igen!

Lige for at give et (kliché) godt råd med på vejen: lyt til jeres krop. Den ved virkelig, når den ikke kan mere. Jeg glæder mig til at være hos jer igen!